"Hos notaren den dag i 2006, som var den koldeste dag i mands minde med minus 20 grader, besluttede jeg mig for at stifte et firma, som skulle hjælpe danskere med at købe bolig i Berlin. Alt skulle foregå på dansk, og service skulle der være masser af. Og så ville jeg have et flot kontor i gadeplan, hvilket heller ikke var noget, som rigtig fandtes i Berlin. Med andre ord ville jeg tage alt, der fungerede i Danmark, og implementere det i den tyske hovedstad.
Sammen med min mand og vores datter på to år flyttede jeg til Berlin i sommeren 2006. Liva kom i børnehave, og min mand stiftede et firma, som skulle købe boliger på tvangsauktion. Vi var hurtigt i gang, for der var stor efterspørgsel på billige boliger – og jeg kunne snart se en forretning tage form. Vi startede med at åbne en butik i Prenzlauer Berg, og året efter blev det også til en butik i Charlottenburg. Begge butikker kører i dag – dog er vi flyttet i større lokaler i Prenzlauer Berg.
Vores bedste år havde vi fra 2012 til 2017, hvor vi solgte mellem 100 og 120 boliger om året. Køberne kom fra hele verden – dog i en mindre grad fra Tyskland, da tyskerne dengang stadig foretrak at bo til leje. Siden er konkurrencen blandt ejendomsmæglerne blevet langt større, ligesom det ikke længere er tilladt at opdele ejendomme i ejerlejligheder, hvilket har resulteret i et faldende udbud.
Nu er der gået 15 år, siden vi startede. Tre medarbejdere har fejret 10 års jubilæum, og vi er i dag en sammentømret flok af erfarne folk, som sammenlagt taler otte forskellige sprog. Jeg bor igen i Danmark og har ansat en Geschäftsführer, som tager sig af den daglige drift. Jeg kommer til Berlin, så ofte det er muligt, og opholder mig fx. lige nu i byen med min søn, da han skal lære tysk.
Siden 2006 er priserne i gennemsnit steget fra cirka 1.500 €/m² til cirka 6.000 €/m². Byen får cirka 40.000 nye indbyggere om året, og da tyskerne også er begyndt at købe i stedet for at leje, er efterspørgslen på boliger enorm. Vi er blevet en del af den tyske (ejendomsmægler)historie, vores danske rødder har fået fat i den tyske muld og trods vores meget danskklingende navn er vi lige så stor en aktør på markedet, som mange af vores tyske kollegaer – så hvem ved måske vi også er her om 15 år?! Det går jo godt."